Share This

Råd om sikkerhed

 

Lommetyverier

Pas på dine ejendele. Vær ekstra opmærksom på steder med mange mennesker som metro, tog, banegårde, busser, billetkøer, ved gøglere og store turistattraktioner. Lommetyve vil ofte prøve at stjæle ved at distrahere en, så man mister opmærksomheden, f.eks. bliver man måske bedt om at tage et billede, vise vej på et kort m.fl. Lommetyve kan være grupper af mindreårige børn (piger og drenge). De kan nemlig ikke straffes.

 

Guldring-tricket
Et almindeligt trick-tyveri i Paris er, at du får tilbudt en guldring. Typisk går en person hen mod en og pludselig samler en guldring op fra jorden (ligner en vielsesring). Derefter “falder” man i snak med vedkommende, som ofte vil prøve at sælge den til en for måske 10-50 Euro. Ringen er ikke af guld, men ofte messing.

 

Armbånd tricket
Det er f.eks., at en kvinde i løbet af et split-sekund binder et stof-armbånd om ens håndled og strammer til. Det er ligesom til en festival, at man ikke kan få det af igen uden en saks. Og så bliver man bedt om at købe det. Man siger nej, men kan stadigvæk ikke få det af. Så kommer der nogle medhjælpere og beskylder en for at stjæle. Situationen bliver presset, og man betaler måske 10-20 euro for at slippe ud af det. Dette ses ofte ved trapperne op til Sacré Coeur

Andre ofte set tricktyverier i Paris er:
Fupindsamling (typisk børn) – underskrift og penge til et “godt formål”.
Undgå terningspil på gaden – det er en tabersag.
Undgå sælgere af (falske) mærkevarer.

HVAD GØR MAN: Sig bestemt nej (flere gange), ryst med hovedet og gå. Hvis man forfølges, gå ind i en butik, evt. bed om hjælp

 

Andre råd om sikkerhed

1: Undgå rygsæk – hvis rygsæk så foran på maven ved trængsel.

2: Hævning fra pengeautomat – skjul kode og undgå samtale med uvedkommende. Pas på grupper

3: Hold bagage og ejendele under opsyn, også på spisesteder (terrasse, ved hentning af mad i buffet).

4: Undgå samtale med uvedkommende, når tegnebogen er oppe for at betale.

5: Lav evt. kopier af pas, kreditkort og andre vigtige papirer. Lad dem ligge på hotellet.

6: Tag officielle taxier. Hvis taxameter påstås at være itu, tag anden taxa.

7: Køb ikke fra “billethajer” (sport, metrobilletter og meget andet)

8: Man skal være varsom med at modtage uopfordret hjælp ved billetautomater – det gælder overalt i transportsystemet.